Min første hund, Baloo:
Baloo var min første hund. Han var en blanding af rottweiler og labrador, anskaffet efter lang tids ønske om en rottweiler, men efter at være blevet rådet til denne blanding af en hundetræner, valgte jeg at følge rådet og købte Baloo.
Det var både en god og dårlig beslutning og uanset hvordan man ser på det, en vældig satsning, hvad angår sundhed og temperament. Baloo fik som 1 årig konstateret HD D/E og svær slidgigt, han var meget tæt ved at ende sit liv lige der, på Hjørring Dyrehospital, men dyrlægen overtalte mig til at give ham en chance.
Baloo endte med at få 6 gode år, han blev aflivet pga. sin HD, en måned inden han ville være blevet 7 år. Det var hårdt arbejde og det kostede penge, blod, sved og tårer. De penge jeg havde sparet på købet af ham, han kostede den nette sum af 1000 kr, de penge kom jeg i hvert fald til at give ud til kosttilskud, svømning og dyrlæge og det er vidst lidt af en underdrivelse.
Når jeg alligevel mener, jeg trods alt, havde noget held med beslutningen, er det på det grundlag at jeg på ingen måde var klar til at anskaffe mig en ægte rottweiler han. Jeg havde ikke erfaringen eller den ro i min tilværelse der skulle til for at det havde fungeret. I Baloo fik jeg en god begynderhund, han havde nok 80 % af sit sind fra labradoren, men havde alligevel lidt mere kant. Han vækkede min dybe passion for rottweileren og var den direkte årsag til jeg kom i kontakt med Deedees opdrætter, hvilket førte til jeg blev involveret i rottweilerklubben, endte med at få Deedee, samt masser af bekendtskaber og fantastiske venner.
Baloo var en rar hund, selvstændig, selvsikker og rolig. Han elskede alle mennesker og havde et fænemonalt hundesprog og tålmodighed med andre hunde. Netop derfor har han hjulpet flere hunde, der havde haft dårlige oplevelser med store hunde, eller var blevet overfaldet, til at komme igennem deres usikkerhed. Selv den mest usikre hund, kunne finde ro og tryghed i hans selskab. Han har også spillet en stor rolle i socialiseringen af flere hvalpe.
Han var lidt af en berømthed her i byen, da hans milde sind og forholdsvis store størrelse fik ham til at minde om Tyren Ferdinand og så lyste det ud af ham at han var venlig. Han er savnet og vil aldrig blive glemt.
"Tak Baloo, for alle de gode minder. Alle gåturene. Alle de bekendtskaber jeg gjorde igennem dig. Din ubetingede kærlighed og troskab. Sov godt min dreng, vi ses igen en gang"...
Det var både en god og dårlig beslutning og uanset hvordan man ser på det, en vældig satsning, hvad angår sundhed og temperament. Baloo fik som 1 årig konstateret HD D/E og svær slidgigt, han var meget tæt ved at ende sit liv lige der, på Hjørring Dyrehospital, men dyrlægen overtalte mig til at give ham en chance.
Baloo endte med at få 6 gode år, han blev aflivet pga. sin HD, en måned inden han ville være blevet 7 år. Det var hårdt arbejde og det kostede penge, blod, sved og tårer. De penge jeg havde sparet på købet af ham, han kostede den nette sum af 1000 kr, de penge kom jeg i hvert fald til at give ud til kosttilskud, svømning og dyrlæge og det er vidst lidt af en underdrivelse.
Når jeg alligevel mener, jeg trods alt, havde noget held med beslutningen, er det på det grundlag at jeg på ingen måde var klar til at anskaffe mig en ægte rottweiler han. Jeg havde ikke erfaringen eller den ro i min tilværelse der skulle til for at det havde fungeret. I Baloo fik jeg en god begynderhund, han havde nok 80 % af sit sind fra labradoren, men havde alligevel lidt mere kant. Han vækkede min dybe passion for rottweileren og var den direkte årsag til jeg kom i kontakt med Deedees opdrætter, hvilket førte til jeg blev involveret i rottweilerklubben, endte med at få Deedee, samt masser af bekendtskaber og fantastiske venner.
Baloo var en rar hund, selvstændig, selvsikker og rolig. Han elskede alle mennesker og havde et fænemonalt hundesprog og tålmodighed med andre hunde. Netop derfor har han hjulpet flere hunde, der havde haft dårlige oplevelser med store hunde, eller var blevet overfaldet, til at komme igennem deres usikkerhed. Selv den mest usikre hund, kunne finde ro og tryghed i hans selskab. Han har også spillet en stor rolle i socialiseringen af flere hvalpe.
Han var lidt af en berømthed her i byen, da hans milde sind og forholdsvis store størrelse fik ham til at minde om Tyren Ferdinand og så lyste det ud af ham at han var venlig. Han er savnet og vil aldrig blive glemt.
"Tak Baloo, for alle de gode minder. Alle gåturene. Alle de bekendtskaber jeg gjorde igennem dig. Din ubetingede kærlighed og troskab. Sov godt min dreng, vi ses igen en gang"...
Muddi, vores "plejebarn":
Muddi mødte jeg første gang på en gåtur med Baloo. På samme vej vi boede så jeg en dag denne dejlige tæve i en have og rottweiler-nørd som jeg var gik jeg hen og bankede på døren. Muddis ejer og jeg blev gode veninder og vores hunde legekammerater. Vi så hinanden flere gange om ugen og gik ofte ture sammen, eller passede hinandens hunde.
Muddi var uden stamtavle og var desuden født uden hale, helt uden hale, hun havde kun lidt hår, der ikke dækkede noget som helst. Hun havde en dårlig start på livet, hvilket havde efterladt ar på hendes sjæl, hun var ikke tryg ved fremmede mænd, da hendes første år tog scene i en hundegård med en fuldvoksen hanhund, ingen socialisering, bank og mangelfuld fodring og pleje. Hun blev sat til salg og min gamle veninde endte med at købe en skravlet, nusset og ikke særlig selvsikker eller tillidsfuld hund, hun må have set noget i hende, på trods af det ydre.
Min gamle veninde må have gjort et ufatteligt stykke arbejde, hun begyndte til træning med Muddi, passede og plejede hende og det endte med Muddi blev så velfungerende og afbalanceret at hun kunne bruges i min venindes arbejde som vagt. Udover det var hun en god legekammerat for hendes søn.
Da min veninde skulle til København for at færdiggøre sin uddannelse spurgte hun om vi ville passe Muddi så længe. Det sagde vi ja til, da hende og Baloo havde utroligt meget glæde af hinandens selskab. Vi blev meget glade for Muddi. Hun kunne ikke rigtig finde ud af at være hund, eller at lege, men da hun lærte Baloo at kende blomstrede hun op. De elskede at lege sammen, at bade ved stranden, at svømme, at putte sammen eller lave ballade. Hun var en rigtig sjov hund, utrolig kærlig, beskyttende, blid og klodset på samme tid, hun vandt hurtigt folks hjerter, med sin forhistorie og specielle personlighed.
Desværre havde Muddi også HD og pga. dette blev hun aflivet i en alt for ung alder.
"Skønne Muddi, dit liv var alt for kort og startede på en ubarmhjertig måde. Dit livsmod har været stort og at du igen blev i stand til at stole på mennesker og lege, glad og ubekymret, er et mirakel i sig selv. Du er også savnet. Pas godt på Baloo deroppe"..
Muddi var uden stamtavle og var desuden født uden hale, helt uden hale, hun havde kun lidt hår, der ikke dækkede noget som helst. Hun havde en dårlig start på livet, hvilket havde efterladt ar på hendes sjæl, hun var ikke tryg ved fremmede mænd, da hendes første år tog scene i en hundegård med en fuldvoksen hanhund, ingen socialisering, bank og mangelfuld fodring og pleje. Hun blev sat til salg og min gamle veninde endte med at købe en skravlet, nusset og ikke særlig selvsikker eller tillidsfuld hund, hun må have set noget i hende, på trods af det ydre.
Min gamle veninde må have gjort et ufatteligt stykke arbejde, hun begyndte til træning med Muddi, passede og plejede hende og det endte med Muddi blev så velfungerende og afbalanceret at hun kunne bruges i min venindes arbejde som vagt. Udover det var hun en god legekammerat for hendes søn.
Da min veninde skulle til København for at færdiggøre sin uddannelse spurgte hun om vi ville passe Muddi så længe. Det sagde vi ja til, da hende og Baloo havde utroligt meget glæde af hinandens selskab. Vi blev meget glade for Muddi. Hun kunne ikke rigtig finde ud af at være hund, eller at lege, men da hun lærte Baloo at kende blomstrede hun op. De elskede at lege sammen, at bade ved stranden, at svømme, at putte sammen eller lave ballade. Hun var en rigtig sjov hund, utrolig kærlig, beskyttende, blid og klodset på samme tid, hun vandt hurtigt folks hjerter, med sin forhistorie og specielle personlighed.
Desværre havde Muddi også HD og pga. dette blev hun aflivet i en alt for ung alder.
"Skønne Muddi, dit liv var alt for kort og startede på en ubarmhjertig måde. Dit livsmod har været stort og at du igen blev i stand til at stole på mennesker og lege, glad og ubekymret, er et mirakel i sig selv. Du er også savnet. Pas godt på Baloo deroppe"..