Klassisk betingning
"klassisk betingning" er et fænomen den russiske videnskabsmand og psykolog Ivan Petrovitj Pavlov begyndte, at studere i begyndelsen af 1900 tallet. Kendetegnet for klassisk betingning, er at der er tale om reflekser, der er en naturlig del af, i dette tilfælde, hundens, handleberedskab fx. de adaptive reflekser (knærefleksen, savlerefleks, blinkerefleks) orienteringsrefleksen (at orientere sig mod det, der udløste refleksen), forsvarsrefleksen (kamp/flugtreaktioner), "startle" refleksen (som man ser, hvis man skræmmer nogen) og faste adfærdsmønstre (fx. edderkoppens netspinning).
Pavlovs teori er i korte træk følgende:
Alle organismer har et handleberedskab, der ved påvirkning, eller stimuli vil udløse ganske bestemte reaktioner, eller adfærd. Igennem erfaring udbygges reaktionsmønsteret og gennem højere nervevirksomhed reagerer organismen, som det han kalder "klassisk betinget". Stimuli fører til respons.
Et af hans forsøg var fodringen af hunde: hunden savler (respons), når den får mad (stimuli).
Det smarte i forbindelse med træningen er, at man i nogen tilfælde kan styre stimuli og dermed respons, så man efterhånden får det man kalder en "betinget respons på en betinget stimuli". Ja, det lyder måske tørt, men nu skal jeg give et eksempel.
Pavlov opdagede i forbindelse med fodring af sine forsøgshunde, at efterhånden begyndte hundene, at savle inden de havde fået mad, bare de kom ind i rummet hvor de før var blevet fodret. Dette fænomen begyndte han, at studere.. Han lod en metronom (en metronom signalerer taktslag med enten lyd, eller lys), tikke mens hundene blev fodret. Dette gentog han mange gange. Så satte han metronomen i gang uden, at fodre hundene og fandt ud af hundene savlede alligevel. Hundene forbandt metronomens tikken med, at det var spisetid!
Maden kaldes en "ubetinget stimulus", fordi den altid og alene, udløser en refleks, i dette tilfælde savlen. Det er ikke indlært, at danne spyt, men noget der sker automatisk når man får mad i munden.
Pavlov kaldte den respons, der blev udløst af den ubetingede stimulus (fx. mad), for en "ubetinget respons" (fx. savlen).
ubetinget stimuli (mad) -> ubetinget respons (savl)
Nu kommer det interessante: Pavlov begyndte, at tilføje flere forskellige stimuli i forbindelse med fodringen fx. at ringe med en klokke
neutral stimuli (klokken, der endnu ikke har nogen betydning) -> ubetinget stimuli (mad) -> ubetinget respons (savlen)
Efter flere gentagelser begyndte hunden, at savle bare den hørte klokken, selvom der ikke var mad i nærheden. Det er stadig en refleks, der udløses af stimulus, men nu udløses savlen, af en stimulus hunden har lært. Dvs. klokken har nu fået en betydning og er blevet det Pavlov kalder en "betinget stimuli", der medfører en "betinget respons" (savlen).
betinget stimuli (klokken) -> betinget respons (savlen)
Når vi på den måde bliver bevidste om hvordan en betinget stimuli kan medføre en betinget respons, kan vi i høj grad bruge det i vores omgang med hundene.. Hvad sker der når du begynder, at tage overtøjet på og finder hundesnoren frem? Hunden bliver rastløs, måske halser den, måske gør den, måske står den og tripper foran hoveddøren. Dette er endnu et eksempel på klassisk betingning. Det, at du begynder, at tage sko og jakke på er blevet en betinget stimulus, der medfører en betinget respons, i dette tilfælde øget stressniveau.
betinget stimuli (at du tager sko og jakke på) -> betinget respons (øget stressniveau)
Klassisk betingning kan i høj grad benyttes i indlæringsfasen af forskellige øvelser, hvor vi skal være opmærksomme på hundens stressniveau, samt ved adfærdsbehandling, hvor vi ønsker, at ændre hundens respons på forskellige stimulus (fx. en fremmed hund, en kat eller dørklokken).
Pavlovs teori er i korte træk følgende:
Alle organismer har et handleberedskab, der ved påvirkning, eller stimuli vil udløse ganske bestemte reaktioner, eller adfærd. Igennem erfaring udbygges reaktionsmønsteret og gennem højere nervevirksomhed reagerer organismen, som det han kalder "klassisk betinget". Stimuli fører til respons.
Et af hans forsøg var fodringen af hunde: hunden savler (respons), når den får mad (stimuli).
Det smarte i forbindelse med træningen er, at man i nogen tilfælde kan styre stimuli og dermed respons, så man efterhånden får det man kalder en "betinget respons på en betinget stimuli". Ja, det lyder måske tørt, men nu skal jeg give et eksempel.
Pavlov opdagede i forbindelse med fodring af sine forsøgshunde, at efterhånden begyndte hundene, at savle inden de havde fået mad, bare de kom ind i rummet hvor de før var blevet fodret. Dette fænomen begyndte han, at studere.. Han lod en metronom (en metronom signalerer taktslag med enten lyd, eller lys), tikke mens hundene blev fodret. Dette gentog han mange gange. Så satte han metronomen i gang uden, at fodre hundene og fandt ud af hundene savlede alligevel. Hundene forbandt metronomens tikken med, at det var spisetid!
Maden kaldes en "ubetinget stimulus", fordi den altid og alene, udløser en refleks, i dette tilfælde savlen. Det er ikke indlært, at danne spyt, men noget der sker automatisk når man får mad i munden.
Pavlov kaldte den respons, der blev udløst af den ubetingede stimulus (fx. mad), for en "ubetinget respons" (fx. savlen).
ubetinget stimuli (mad) -> ubetinget respons (savl)
Nu kommer det interessante: Pavlov begyndte, at tilføje flere forskellige stimuli i forbindelse med fodringen fx. at ringe med en klokke
neutral stimuli (klokken, der endnu ikke har nogen betydning) -> ubetinget stimuli (mad) -> ubetinget respons (savlen)
Efter flere gentagelser begyndte hunden, at savle bare den hørte klokken, selvom der ikke var mad i nærheden. Det er stadig en refleks, der udløses af stimulus, men nu udløses savlen, af en stimulus hunden har lært. Dvs. klokken har nu fået en betydning og er blevet det Pavlov kalder en "betinget stimuli", der medfører en "betinget respons" (savlen).
betinget stimuli (klokken) -> betinget respons (savlen)
Når vi på den måde bliver bevidste om hvordan en betinget stimuli kan medføre en betinget respons, kan vi i høj grad bruge det i vores omgang med hundene.. Hvad sker der når du begynder, at tage overtøjet på og finder hundesnoren frem? Hunden bliver rastløs, måske halser den, måske gør den, måske står den og tripper foran hoveddøren. Dette er endnu et eksempel på klassisk betingning. Det, at du begynder, at tage sko og jakke på er blevet en betinget stimulus, der medfører en betinget respons, i dette tilfælde øget stressniveau.
betinget stimuli (at du tager sko og jakke på) -> betinget respons (øget stressniveau)
Klassisk betingning kan i høj grad benyttes i indlæringsfasen af forskellige øvelser, hvor vi skal være opmærksomme på hundens stressniveau, samt ved adfærdsbehandling, hvor vi ønsker, at ændre hundens respons på forskellige stimulus (fx. en fremmed hund, en kat eller dørklokken).
operant betingning
"Operant betingning" drejer sig i høj grad om hvordan konsekvenserne for en given adfærd, påvirker sandsynligheden for gentagelse af adfærden. Udgangspunktet er, at vi med vor adfærd søger behag og forsøger, at undgå ubehag. Man kan også sige, at vores adfærd er styret af "belønning" og "straf", eller, at vi kun gør ting vi opnår noget ved. Det kan være, at opnå noget behageligt, eller opnå, at undgå noget ubehageligt.
Operant betingning kan defineres, som al adfærd hvor konsekvensen af den udførte adfærd påvirker sandsynligheden for, at adfærden senere skal gentages,
Der er altså tale om operant betingning hvis stimuli, der påføres, eller fjernes påvirker sandsynligheden for gentagelse af adfærden (det kan både være, at øge, eller mindste sandsynligheden for gentagelse).
Adfærd -> konsekvens
Fire eksempler:
1). Hunden snuser til et stødhegn og får stød. Adfærden er, at snuse til stødhegnet, konsekvensen er, at hunden får stød på snuden og bliver udsat for smerte og ubehag. Hermed reduceres sandsynligheden for, at hunden igen snuser til stødhegnet. (Kunne også
2). Hunden bliver tromlet af en voldsom fremmed hund og ender med, at lave udfald og bide fra sig, så den anden hund trækker sig væk. Adfærden er, at lave udfald, konsekvensen er, at den ubehagelige, voldsomme hund forsvinder. Hunden opnår, at undgå noget ubehageligt og hermed øges sandsynligheden for, at hunden igen vil løse en konflikt, ved at lave udfald og bide fra sig.
3). Hunden tigger ved middagsbordet. Ejeren forbarmer sig og giver den en frikadelle.. Adfærden er, at tigge, konsekvensen er, at få en saftig frikadelle og opnå noget behageligt. Hermed øges sandsynligheden for, at hunden vil tigge næste gang familien spiser middag.
4). Hunden tigger ved middagsbordet, men ejeren ignorerer den og giver den ikke en af de lækre frikadeller. Adfærden er, at tigge, konsekvensen er, ikke, at få noget mad. Hunden opnår ikke noget behageligt og hermed mindskes sandsynligheden for, at hunden sætter sig til, at tigge næste gang familien spiser middag,
Når vi træner med vores hunde, er dette et af de vigtigste principper, at kende. Hver eneste gang vi belønner en adfærd, eller "forstærker" den, som det også kaldes, øger vi sandsynligheden for gentagelse af adfærden og hver eneste gang vi "straffer" vores hunde, mindsker vi sandsynligheden for gentagelse af en adfærd. Dette vil jeg komme nærmere ind på i afsnittet om forstærkning og straf.
Operant betingning kan defineres, som al adfærd hvor konsekvensen af den udførte adfærd påvirker sandsynligheden for, at adfærden senere skal gentages,
Der er altså tale om operant betingning hvis stimuli, der påføres, eller fjernes påvirker sandsynligheden for gentagelse af adfærden (det kan både være, at øge, eller mindste sandsynligheden for gentagelse).
Adfærd -> konsekvens
Fire eksempler:
1). Hunden snuser til et stødhegn og får stød. Adfærden er, at snuse til stødhegnet, konsekvensen er, at hunden får stød på snuden og bliver udsat for smerte og ubehag. Hermed reduceres sandsynligheden for, at hunden igen snuser til stødhegnet. (Kunne også
2). Hunden bliver tromlet af en voldsom fremmed hund og ender med, at lave udfald og bide fra sig, så den anden hund trækker sig væk. Adfærden er, at lave udfald, konsekvensen er, at den ubehagelige, voldsomme hund forsvinder. Hunden opnår, at undgå noget ubehageligt og hermed øges sandsynligheden for, at hunden igen vil løse en konflikt, ved at lave udfald og bide fra sig.
3). Hunden tigger ved middagsbordet. Ejeren forbarmer sig og giver den en frikadelle.. Adfærden er, at tigge, konsekvensen er, at få en saftig frikadelle og opnå noget behageligt. Hermed øges sandsynligheden for, at hunden vil tigge næste gang familien spiser middag.
4). Hunden tigger ved middagsbordet, men ejeren ignorerer den og giver den ikke en af de lækre frikadeller. Adfærden er, at tigge, konsekvensen er, ikke, at få noget mad. Hunden opnår ikke noget behageligt og hermed mindskes sandsynligheden for, at hunden sætter sig til, at tigge næste gang familien spiser middag,
Når vi træner med vores hunde, er dette et af de vigtigste principper, at kende. Hver eneste gang vi belønner en adfærd, eller "forstærker" den, som det også kaldes, øger vi sandsynligheden for gentagelse af adfærden og hver eneste gang vi "straffer" vores hunde, mindsker vi sandsynligheden for gentagelse af en adfærd. Dette vil jeg komme nærmere ind på i afsnittet om forstærkning og straf.